Et almindeligt køleskab bruger omkring 120 til 470 kWh om året, men et køleskabs strømforbrug afhænger af flere faktorer, f.eks. dit køleskabs energimærke. Her kan du læse mere om, hvordan du finder ud af, hvor meget dit køleskabs strømforbrug er, samt hvordan du sænker strømforbruget til gavn for miljøet og din pengepung.
Hvor meget strøm bruger et køleskab?
Hvis du har et almindeligt køleskab, som du har købt inden for de seneste fem år, så skal du regne med, at dit køleskab bruger omkring 230 kWh om året i strøm. Hvis man sammenligner med en almindelig kummefryser med en kapacitet på 200 liter, så bruger den 220 kWh om året, hvorfor strømforbruget er nogenlunde det samme.
Der er dog stor forskel på, hvor meget strøm de enkelte køleskabe bruger, da der er flere forskellige faktorer, som påvirker dit køleskabs reelle forbrug. Et amerikanerkøleskab bruger mere strøm end et almindeligt kølefryseskab. Her er det ikke ualmindeligt, at det årlige forbrug ryger op på omkring 500 kWh om året.
Samtidig har alderen også indflydelse på køleskabets årlige energiforbrug.
Et kølefryseskab, som er ældre end fem år, bruger typisk mere end 300 kWh om året. Derfor kan det altså godt betale sig at udskifte køleskabet med et nyere af slagsen med et energivenligt energimærke, da det ofte tjener sig selv hjem, fordi det bruger mindre strøm.
Køleskabets energimærke indikerer strømforbruget
Hvis du vil have en indikation af, hvor meget strøm et køleskab bruger, før du køber det, så bør du tjek køleskabets strømforbrug og tjek køleskabets energimærke. Her kan du se, hvor meget køleskabet bruger i strøm om året.
Det kræver naturligvis, at du kender til energimærket, som sidder på køleskabet, når du køber det. Er det ikke længere synligt, kan du finde det i manualen.
Du kan også finde ud af, hvilket energimærke dit eksisterende køleskab har, hvis du finder produkt- og modelnummeret på typeskiltet, som er placeret inde i selve køleskabet. Når du har fundet nummeret, kan du søge på internettet og finde frem til, hvilket energimærke det har samt dets estimerede strømforbrug om året.
Du bør dog være opmærksom på, at energimærket er et estimeret årsforbrug, som bliver beregnet på baggrund af en række krav til standarden samt på baggrund af det, der vurderes som værende et generelt forbrug i en almindelig husstand. Det faktiske energiforbrug kan derfor variere i forhold til det, der står på energimærket.
Køleskabet bruger eksempelvis mere energi, hvis du fylder det helt op, åbner lågen ofte, eller placerer det i et rum, som er varmere end gennemsnitstemperaturen i boligen. Du skal derfor se energimærket som en indikation af det gennemsnitlige årsforbrug af strøm.
Hvis du vil have det eksakte forbrug, bør du dog bruge en en energimåler.
Brug en energimåler til at tjekke strømforbruget
Med en energimåler får du mulighed for at se det præcise billede af, hvor meget strøm dit køleskab bruger. Energimåleren et et lille apparat, der placeres i en stikkontakt, som du efterfølgende tilkobler køleskabet eller andre elektroniske apparater. Det giver dig mulighed for at aflæse køleskabets faktiske strømforbrug.
Nogle energimålere giver dig desuden mulighed for at indtaste de aktuelle elpriser, så du kan se, hvor meget du betaler til dit elselskab for at have køleskabet kørende. Vær dog opmærksom på, at det ofte er en anelse besværligt at anvende en energimåler, da køleskabet ofte er tilsluttet en stikkontakt, som er placeret bag køleskabet.
Dog er det ofte besværet værd, hvis du vil have den mest nøjagtige måling af, hvor meget strøm dit køleskab bruger. Samtidig får du mulighed for at opdage eventuelle fejl på køleskabet, hvis du sammenligner det målte strømforbrug med det strømforbrug, som producenten har estimeret.
Hvis der er stor forskel i det faktiske og det estimerede strømforbrug, kan det være et tegn på, at køleskabet er indstillet forkert, at rumtemperaturen er for høj, eller at der er fejl på køleskabet, som gør, at det bruger mere strøm, end det burde – og dét kan spare dig for mange penge, hvis du retter op på fejlen.
Hvordan sparer jeg på strømmen i køleskabet?
Hvis du vil spare på strømmen i dit køleskab, er der flere metoder, du kan tage i brug. Generelt er det en god idé at sikre, at dit køleskab er indstillet korrekt, så det forbruger så lidt strøm som muligt. Herunder følger en række gode råd, som du nemt kan implementere i hverdagen, hvis du vil spare penge på strømmen.
Sådan sparer du på strømmen i køleskabet:
Hold en konstant temperatur på 5°C
Dit køleskab bruger mere strøm, desto lavere temperaturen er indstillet til. Dine madvarer kan sagtens holde sig friske ved en 5°C, og derfor kan du spare strøm ved ikke at sænke temperaturen yderligere. Dit elforbrug stiger med omkring fem procent for hver grad, du sænker temperaturen under 5°C.
Sørg for, at køleskabet ikke er placeret op ad væggen
Dit køleskab skal kunne afgive varme fra kondensatoren, som typisk er placeret på køleskabets bagside. Derfor er det en god idé at placerer køleskabet køligere, så der er omkring fem centimeter luft fra køleskabet til væggen bagved, hvis du vil sikre, at det ikke bruger mere strøm end højst nødvendigt.
Hold køleskabslågen lukket
Du bør undgå at åbne lågen til dit køleskab i længere tid end højst nødvendigt. Når du åbner lågen til køleskabet, så slipper noget af kulden ud, og det resulterer i, at der bliver varmere i køleskabet – og dermed skal der bruges unødvendig energi på at nedkøle igen. Du bør derfor lukke lågen igen med det samme.
Vælg det bedste energimærke
Når du skal investere i et nyt køleskab, bør du vælge det bedste energimærke. På den måde er du sikker på, at køleskabet har det mindst mulige energiforbrug. Tidligere gik energimærket fra A+++ til G, men i 2021 ændrede EU skalaen for energimærker, så det bedste energimærke i dag er A.